Tag et billede af skærmen eller en del af skærmen

På Windows7 computere eller nyere er der en superhurtig måde at tage en kopi af en del af skærmen. Jeg bruger det rigtigt ofte til fx vejledninger eller dokumentation.

Tryk på windowstasten (den til venstre for mellemrumstasten) og start umiddelbart derefter med at skrive klip. Nu skulle du få tilbudt et program, der hedder “Klippeværktøj”. Tryk Enter eller Return.

Nu kommer der et program frem, der ikke fylder meget på skærmen – vælg Ny. Træk med musen (hold venstre musetast nede) over det område, som du vil kopiere. Slip musetasten – voila. Nu har du en kopi, som du kan arbejde videre med. Du kan fx bruge tegneværktøjerne eller markeringsværktøjerne i “Klippeværktøj” til at fremhæve særlige ting på din kopi. Når du er færdig kan du enten gemme det som et billede eller blot trykke CTRL+C, åbne fx Word og trykke CTRL+V. Nu ligger din kopi i dokumentet.