Kært barn har mange navne. Jeg har i mit arbejde et projekt med at få udbredt kendskabet til mulighederne i de teknologier, der også kendes under “Do It Yourself”-teknologierne (DIY). Det er lasercuttere, 3D printere, 3D-scannere, robotter, programmering og dimser, der fx kan lyse eller registrere fx tryk. DIY-teknologierne er faldet meget i pris, hvilket betyder, at man nu i fx undervisningsverdenen har adgang til teknologier, der tidligere var forbeholdt industrien.
Som en del af projektet er det første spørgsmål helt simpelt, meget afgørende, men svært at svare på – hvilket ord for teknologierne skal vi vælge. Projektet skal sælges blandt mere end 1500 undervisere, så navnet det introduceres under, vil blive hængende i en lang periode.
Jeg har diskuteret det med gode kolleger og er nået frem til, at det skal være makerkultur. Definitionen på makerkultur på Wikipedia skriver om filosofien bag, at der tages udgangspunkt i social konstruktivisme, hvilket rammer godt ind i dansk pædagogik.
De andre begreber vurderer jeg således:
- Fablab er en bevægelse med deres egnekoncepter, som jeg synes er meget interessante, men som jeg også tror vil være en begrænsning i forhold til, at vi på min arbejdsplads tilbyder over 30 forskellige mellemlange uddannelser. Der er desuden et Fablab charter, som jeg er meget enig i, men som jeg tænker kan give støj i en implementering.
- Makerspaces er fysiske rum, hvor DIY-teknologierne er til rådighed og som danner rammen om videndeling og sociale aktiviteter. Det kaldes også for hacker-spaces, hvor hacker i modsætning til den oprindelige betydning, hvor det var positivt om en, der løste problemer, i dag har en negativ klang. Man kan sige, at Makerspaces er en delmængde af makerkulturen og derfor et argument for valget af makerkultur.
Peter Nordestgaard 